Selvanskrivelser · Hurtiglæst

Tage Aille Borges (2014): Selvanskrivelser. Forlaget Armé.

Selvanskrivelsen er givetvis en ny romangenre. Jeg har i hvert fald ikke mødt den før. Romanskitsens skitsefortæller bogfører sig selv, og romanens titel mere end antyder, at her ikke er tale om nogen frivillig selvbesindelse, men snarere om selvudlevering og statusopgørelse vis à vis en myndighed.

Myndighed. Det germansk åndsliv.

I romanens første del løftes låget på en Heideggersk Pandoraæske: "Livet er løgnens samvittighed; mens du pakker din kuffert, hænger jeg foran en film, jeg allerede har glemt mens den spiller." (p. 8) Nogen og noget forsvinder ud af fortællerens liv. Heidegger bliver tilbage sammen med bevidstheden om en kedsomhed og en ensomhed, der ikke lader sig glemme. Før eller siden—nærmere bestemt side på 22—fører den til erkendelse af døden.

Hvad ville Heidegger have gjort i jegfortællerens sted, spørges der. Spørgsmålet er ikke kun retorisk.

Have læst Heidegger...

Ellers går dagene jo, her såvel som i Sachsen. Descartes vendes på hovedet. Stående i et større varehus foran frysedisken erkendes fraværet: Cogito, ergo desidero!

Det er mærkeligt, men latin savner vistnok et ord for savn.

Men savn er jo en form for fravær. Nogen er her ikke, derfor savner jeg, og det er derfor egentlig ikke den anden, men mig, der ikke eksisterer. Særlig når jeg erkender, at det netop er sådan, det hænger sammen: "Du kan ikke være her, når du er andetsteds. Jeg er jo helt åndssvagt nede i tankens tænkthed; det lille bitte sted, hvor enhver fastholdelse af virkeligheden kræver noget sprog. Og sproget. Er sproget noget? Er den, der benytter sproget, sprog?" (p. 18)

Det er smukt og melodramtisk sagt. Og sandt.

Så det ligner en udviklingsroman.

Anden del: Barndom artiklureret: "Barndommen er jo sådan en slags gigantisk giftgrund inde i hjernen, hvor fragmenter af også fuldendte traumer står som skulpturer i et  goldt landskab, eller er det bare mig –" (p. 27) Erindringerne tager fat og fylder tomrummene med ord; erindringer om bedsteforældrenes loft, Batailles Historien om øjet, skrøbelighed, forældrenes støn i mørket, ensomhedsfølelse igen igen...

Erndringerne ligger tilbage som krummer på bordet.

Selvdestruktioner hedder tredje del, ikke singulær destuktion, men alle mulige begærs uomgængelige mortalitet samt en sig indfindende nærletal selvkritik, der nærmest er det værste af det hele.

Men så når vi frem til fjerde og afsluttende dels Selvanskrivelser.

I den aristoteliske dramaturgi er der her tale om videreførende omstændigheder og ikke om selve katastrofen. Den indfinder sig først i femte led. Men i fjerde del citeres og parafraseres fra første sætnings: "Hvad ikke kan stå, er ikke værd at skrive" til: "Hvor intet bor, har intet hjemme".

Kapitlet sprogliggør det sprog, hvis stof vi er—men netop ikke drømme som Shakespeare mente.

Ja, det er drømme, der mangler i dette romanlivsfragment...!

De er der ikke, og det er tragisk, fordi fortællerstemmen faktisk både har poesi og sans for tankens paradokser. Derfor er det mere rørende end gruopvækkende, at fjerde del ender i et stammende "undskyld".

Katastrofen indfinder sig alligevel til sidst i form af en elaboreret Indholdsfortegnelse—et fragmenteret indeks, hvis røde bundlinje gentages som paratekst på bagsiden:

HurtigLæst: 50 minutter.